Ribe Amts Kunstudvalg

Ribe Amts Kunstudvalg består af syv medlemmer, der udpeges af Amtsrådet efter indstilling fra:

• Amtets kunstmuseer 2 medlemmer
• Amtets kunstforeninger 2 medlemmer
• BRA Billedkunstnere i Ribe Amt 1 medlem
• BKF Billedkunstnerforbundet 1 medlem
• DK Danske Kunsthåndværkere 1 medlem

Udvalget har til formål at understøtte og fremme kunsten i Ribe Amt.
Dette kan bl. a. ske ved:
  • indkøb af større kunstværk og oparbejdelse af pulje hertil
  • indkøb af 4-6 mindre værker årligt
  • at rådgive ved udsmykning på amtets institutioner
  • at yde tilskud til en arbejdende kunstner fra ind- eller udland til bolig- og opholdsudgifter
  • at yde rejselegat til en kunstner fra amtet
  • at yde tilskud til formidling og lignende
  • at udstille egne indkøb
  • at tage initiativ til fremme af dialog mellem kunsten og borgerne og til skabelse af et miljø for nye talenter

Økonomi


Amtsrådet tildeler årligt Ribe Amts Kunstudvalg en økonomisk ramme til dets virksomhed.
I 2005 andrager beløbet ca. 291.000 kr.
I de senere år har Kunstudvalget afsat ca. 100.000 kr. til indkøb af et større kunstværk. Resten af Kunstudvalgets bevilling går til de øvrige formål.

Udsmykning


Først og fremmest amtslige institutioner kan komme i betragtning, når der efter ansøgning tildeles midler til udsmykningsopgaver. Ligeledes vil Kunstudvalgets indkøb hovedsageligt blive fordelt mellem amtslige institutioner.
Ansøgere om støtte til en kunstnerisk udsmykning skal være opmærksomme på to forhold:
   • For at strække de relativt begrænsede midler vil der fra Kunstudvalgets side sjældent være tale om fuld finansiering af en udsmykningsopgave. Ansøgere skal helst kunne supplere med egne midler eller med midler skaffet andetsteds fra.
   • I forbindelse med støtte ønsker Kunstudvalget som regel indflydelse på valg af udsmykning. Ved sin sammensætning repræsenterer udvalget en ekspertise, som skal udnyttes i rådgivningsøjemed. Det er derfor vigtigt, at ansøgere ikke på forhånd beslutter sig endeligt for en bestemt kunstner. Ansøgere skal være indstillet på at indgå i dialog med udvalget om den bedst mulige løsning.

Rådgivning


Institutioner, der ønsker rådgivning og evt. efterfølgende tilskud, kan henvende sig skriftligt til Ribe Amts Kunstudvalg, hvorefter et medlem vil kontakte institutionen.
Udvalget yder også rådgivning i forbindelse med oprettelse af kunstcirkler.

Ansøgning


Ansøgning om tilskud til kunstudstillinger, rejser, kunstformidling o. a. skal indeholde angivelse af formål, budget, tid, sted og andre relevante oplysninger og sendes til Ribe Amts Kunstudvalg.
Ansøgningsfristerne er 1. december og 1. juni for aktiviteter i det efterfølgende halvår.

Adresse


Ribe Amts Kunstudvalg,
Undervisnings- og Kulturafdelingen,
Sorsigvej 35,
6760 Ribe.

Tlf. 7988 6507. Henvendelse til Bodil Bjergbæk.
Hjemmeside: www.ribeamt.dk.